Dansk Biavlskonference 2026

Sæt kryds i kalenderen den 11.–12. april 2026, hvor årets store samlingspunkt for biavlere løber af stablen. Weekenden byder på faglig inspiration, netværk og masser af oplevelser – lige inden den nye sæson for alvor går i gang.

Glæd dig til en omfattende biavlsudstilling, aktuelle foredrag fra både danske og internationale oplægsholdere, samt en række workshops, hvor du kan gå i dybden med udvalgte emner. Der vil også være konkurrencer, hvor deltagerne kan dyste med egne produkter – blandt andet inden for vokslys og honningkage.

Tid og sted

Konferencen afholdes i Vingsted Centret ved Bredsten i naturskønne omgivelser.
Du kan vælge at deltage begge dage eller kun én af dagene, og det er muligt at ankomme allerede fredag aften.

Program i hovedtræk

Begge dage byder på:

  • Morgenkaffe og åbning af udstilling

  • Foredrag i to sale med emner for både nye og erfarne biavlere

  • Workshops med mulighed for fordybelse og praktisk afprøvning

  • Fælles pauser og god tid til sparring med kolleger

Lørdag aften rundes dagen af med præmieoverrækkelser, middag og hyggeligt samvær.

Tilmelding

Tilmeldingsfristen er den 25. marts 2026 – eller så længe der er ledige pladser.
Se det fulde program, beskrivelser af foredrag og workshops samt information om konkurrencer og tilmelding på landsforeningens hjemmeside.

Kilde: Danmarks Biavlerforening

Sommermøde juli

Mandag den 17. juli kl. 19.00

En aften i Lumby med Helle Theodorsen med fokus på dronningeavl.

Sted: H.C. Lumbyesvej 56, 5270 Odense N

Helle er kendt af de fleste som en af Danmarks mest erfarne dronningeavlere. Aftenen begynder med et besøg i Helles bigård. Der vil vi først kigge på parrekassetter og cellebyggere. Derefter vil der blive lavet et par småfamilier/overvintringsfamilier. Der vil også være mulighed for at gå en tur i Helles store, dejlige have.

Efter kaffen vil der blive fortalt om småfamilier, samt sikker tilsætning af nye dronninger.

Denne aften bliver der rig mulighed for at få svar på spørgsmål om dronningeavl - bare skyd på dronningeavleren!

På mødet udleveres forudbestilte krämer-plader.