Author Archives: nordfynbiavl

Lars og Zofus - Apimondia pokal
Lars og Zofus - Apimondia pokal

Zofuz og jeg har deltaget i Apimondia kongressen i Istanbul og vi har både vundet en guldmedalje og den store pris for verdens bedste honning.
Det var en stor oplevelse og vi synes, at det kunne være hyggeligt at få nyheden på Nordfyns Biavlerforenings hjemmeside også, hvis I er med på den.

Konkurrencerne under Apimondia kongresserne hedder WBA (World Beekeeping Awards). WBA er en verdensomspændende konkurrence med det formal at udpege den bedste honning, bedste mjød, voks, kunst, biavlsrelaterede opfindelser, websider, fotos og meget andet. Det er et kæmpe arrangement med deltagere fra over 130 lande i år. Kongressen som helhed blev besøgt af 13.000 mennesker. I honningkonkurrencerne deltog over 500 honninger. Det største antal nogensinde.

På grund af honnings store mangfoldighed er honningkonkurrencen delt ind i adskillige kategorier. Vi deltog med en forårshonning i kategorien for fast honning og med vores flydende honning fra Gråbrødre kloster i centrum af Odense i kategorien for flydende honning.
Vores flydende kloster-honning fik en fin 4. plads og vores forårshonning vandt igen en flot guldmedalje som den bedste faste honning.

Men ikke nok med det! Som det allervildeste blev vi under afslutningsceremonien kaldt frem for at modtage juryens store ærespokal. Den bliver givet til den honning, som dommerpanelerne vurderer, er verdens bedste på tværs af alle kategorier.

Det var en stor og berørende oplevelse og vi er utrolig glade og stolte. Dansk honning har sat sine spor i verden. Det vil vi gerne dele med jer alle:-)

Vi har lagt pokaloverrækkelsen på Youtube:

Kærlig hilsen

Lars og Zofuz

Mandag den 21. august kl. 19.00
Sted: Honninggården, Åbjergvej 7A, Holse, 5464 Brenderup

Besøg på Honninggården i Holse og oplæg og debat med Knud Graaskov, formand for Danmarks Biavlerforening

Claus Bengtson vil fortælle om Honninggårdens aktiviteter og fremtidsplaner. Derefter vil der være rundvisning med mulighed for at se rammevask/vokssmelterum, butik, lager og slyngerum. Undervejs vil der være rig mulighed for at stille spørgsmål, se nye produkter og lade sig inspirere i butikken.

Efter besøget hos Claus kører vi til Brenderup Forsamlingshus, Brenderupvej 22, Brenderup. hvor vi først får kaffe.

Bagefter lægger formand for Danmarks Biavlerforening, Knud Graaskov, op til debat om, hvordan DBF bedst muligt varetager dansk biavls interesser. Kom og hør, hvad DBF allerede gør, og kom med dit bud på, hvad du synes, DBF skal gøre mere ved. DBF arbejder blandt andet med emner som: bidød og sprøjtegifte, bedre vilkår for økologisk biavl, biavlere på efterløn, udvikling og kvalitet i biprodukter, flere uddannelsestilbud og Det centrale Bigårdsregister. Men mangler der noget?

Mandag den 17. juli kl. 19.00

En aften i Lumby med Helle Theodorsen med fokus på dronningeavl.

Sted: H.C. Lumbyesvej 56, 5270 Odense N

Helle er kendt af de fleste som en af Danmarks mest erfarne dronningeavlere. Aftenen begynder med et besøg i Helles bigård. Der vil vi først kigge på parrekassetter og cellebyggere. Derefter vil der blive lavet et par småfamilier/overvintringsfamilier. Der vil også være mulighed for at gå en tur i Helles store, dejlige have.

Efter kaffen vil der blive fortalt om småfamilier, samt sikker tilsætning af nye dronninger.

Denne aften bliver der rig mulighed for at få svar på spørgsmål om dronningeavl - bare skyd på dronningeavleren!

På mødet udleveres forudbestilte krämer-plader.

Onsdag den 22. marts 2017, kl. 19.00

Hvorfor skal vi presse honning? Klaus vil på sin egen meget levende og informative måde fortælle os om presning af honning og hvordan man gør.

Klaus har forsøgt med mange forskellige metoder og med ikke lige stor succes. Han vil fortælle om sine erfaringer med forskellige metoder og honningpressere. Desuden vil han i løbet af aftenen også komme ind på biavl i al almindelighed, og hvad der ellers er oppe i tiden.

Sted: Ørbæk Skole, Langemosevej 1, 5853 Ørbæk

Seniorforsker Yoko Dupont, Aarhus Universitet: Landskabets betydning for honningbiers pollenindsamling og lektor Xavier Fretté, SDU: Honning er ikke kun en blanding af forskellige sukkerarter

Tirsdag den 21. februar 2017, kl. 19.00

Bier samler pollen og nektar ind fra en række forskellige planter. Hvilke blomster bierne vælger afhænger af fødegrundlaget i det omgivende landskab. Med udgangspunkt i pollenprøver, indsamlet vha. pollenfælder i regi af EU-projektet CSI-pollen (Citizen Scientist Investigation of Pollen Diversity), vil Yoko fortælle om, hvordan pollensammensætningen er påvirket af arealanvendelsen i bistadets omgivelser. Hvilke forskelle ses mellem by- og landområder og i forskellige dele af landet? Hvordan ændrer pollenindsamlingen sig gennem sæsonen?

Yoko vil også komme ind på betydningen af den udbredte anvendelse af sprøjtemidler, herunder særligt ukrudtsmidler, som påvirker tilgængeligheden af fødeplanter i landskabet.

Honning er ikke bare en blanding af forskellige sukker-arter og vand. Der findes mange andre komponenter i honning, og selvom det er i små mængder (under 6%), er de ansvarlige for honningens biologiske aktiviteter og sensorisk egenskaber. Xavier vil beskrive nogle af disse komponenter og deres sundhedsgavnlige effekter samt deres indflydelse på honningens sensoriske egenskaber.

Sted: Tingstedet, Vesterled 8, 5471 Søndersø

Et aftenkursus, der afholdes følgende mandage: 6/3, 13/3, 20/3, 27/3 og 3/4. Alle aftener
kl. 19 - 22. Dertil kommer en eftermiddag i slutningen af april i en bigård. Kurset afholdes på Søndersø Produktionshøjskole med Bent Povlsen og Thomas Myske som instruktører.

Et lørdagskursus, der afholdes følgende lørdage: 11/3, 18/3 og 1/4 kl. 9.00 - 14.00. Dertil kommer en eftermiddag i slutningen af april i en bigård. Kurset afholdes på enten Ubberud Skole eller Havrehedskolen i Morud med Villy Christensen og Peter Lundager som instruktører.

Læs mere her

Også i år afholder vi honningkonkurrence i forbindelse med generalforsamlingen. Er det dig, der har lavet Nordfyns bedste honning i år, så indlever et glas af din honning til et af følgende medlemmer af bestyrelsen senest søndag d. 30. oktober :

Thomas Mrzyglod, Jægerlunden 8, 5462 Morud,
Palle Brink, Fyllestedvej 8, 5464 Brenderup, tlf. 4125 4838
Helle Sehested, H.C.Andersensgade 16, Odense C, tlf. 2015 3782

Der vil kun være en kategori, nemlig fast honning. Der er præmie og diplom til de tre bedste honninger. Honningen bliver bedømt efter følgende kriterier: Præsentation, duft, smag og konsistens. Forud for honningbedømmelsen vil honningen blive bedømt af en dommerkomite. Inden honning-bedømmelsen på generalforsamlingen vil dommerkomitéen gennemgå, hvordan man bedømmer honning.

honning01

nbf_logoIndkaldelse til generalforsamling i Nordfyns Biavlerforening

Der indkaldes hermed til generalforsamling i Nordfyns Biavlerforenng mandag den 7. november kl. 18.30 på Produktionshøjskolen, Odensevej 55 i Søndersø.

Inden generalforsamlingen serverer foreningen traditionen tro suppe (også i en vegetarisk udgave).

Dagsorden ifølge vedtægterne:
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Fremlæggelse af regnskab
4. Bestyrelsens planer og budget for det kommende år fremlægges,
herunder fastlæggelse af kontingent for det kommende år til NBF
5. Forslag fra medlemmerne
6. Valg af bestyrelse og 2 suppleanter
På valg er: Bestyrelsesmedlemmer
Klaus Ankerstjerne Eriksen (genopstiller ikke)
Thomas Msyke (genopstiller)
Gert Skovgaard (genopstiller ikke)
Suppleanter
Anne Louise Jørgensen (genopstiller)
Svend Erik Stærmose (genopstiller ikke)
7. Valg af revisor og revisorsuppleant
På valg er: Revisor Julie Vilhelmsen
Revisorsuppleant: Anne Mette Blåbjerg (genopstiller)
8. Evt.
Indkomne forslag til pkt. 5 skal være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.

/Bestyrelsen Nordfyns Biavlerforening